Individets tid er forbi. For det vigtige har vi til fælles. Og det kan ses og mærkes, hvis man gider!

Vi kristne har fortællinger, som gør os klogere, modigere og fletter os sammen. Vi har også lyst til at fortælle dem til andre. Det er lidt ligesom, når man er forelsket. Det fylder.

Vi føler os nogle gange lidt søvnige i vores trygge liv. Kristendommen vækker os, bevæger os. Så vi bevæger. Kærlighedens kædereaktion, du ved!

I kirken øver vi os i at være menneske. På at tro, håbe og elske. Vi gider ikke først øve os på at være til gudstjeneste. 

Vi kristne er deltagende, medskabende og lidenskabelige. Vi har lyst og vilje til at dele liv og tro. Vi er slet ikke færdige med at finde måder at gøre det på.   

Vi synes vores forfædre og formødre har gjort mange kloge ting, som det gør os glade og rige at genbruge. Vi lytter også til poeter, kunstnere og vise i andre traditioner. Vi finder også selv på, bliver inspireret, udforsker, og nyt dukker op ud af det blå. Det ville være dumt andet.

Guds fortælling kan deles på mange måder. Sikkert også nogle, vi endnu ikke har prøvet.

Vi laver fejl. Det er ikke farligt at lave fejl. Det er nødvendigt. Og nogle gange komisk, men det gør ikke noget. Vi må prøve alt - der har noget med sagen at gøre - og holde fast i det gode.

Som kristne bruger vi fantasien. Den gør, at vi kan forestille os noget uden for vores fingerbølverden.

Vi længes efter Gud - erfaringer af fred og helhed i alt det splittede. Vi leder på Guds yndlingssted. I mennesket. I det skabte.

Vi tror, det at tro er at være modtagende overfor det største og dybeste i livet. Og vi tror, det har alt med vores næste at gøre. Ja, - med alt liv omkring os, faktisk. 

Vi lever informationsoverlæsset og erfaringsfattigt. Vi vil gerne have erfaringer af, at vi hører sammen. Med alt det skabte. Med hinanden og Kristus. 

Vi tror, Gud kalder. Hvad det er, Gud kalder dig til, finder du ud af. Lyt.